Hverdagens Ritualer

Shamaner spiller mange forskellige roller i samfundet. En af de store og vigtige roller er at varetage livets store ritualer.
Vi forstår normalt livet, som noget der starter ved fødslen og ender ved døden. Men den strøm som kendetegner livet, kan ikke forstås med et så afgrænset perspektiv. De elementer som indgår i vores helhed er mere end krop, arv og social påvirkning. Er mere en gener og opdragelse. Vi er meget mere komplekse end som så. Det liv vi træder ind i starter ikke hermed, det er startet langt langt tilbage, har gennemgået mange forvandlinger og har været en vandring ned i et stadig tættere mørke. Denne vandring har, for de som har kunne gennemtrænge mørket, bragt et større lys og nye erfaringer. Det rituelle element i et traditionelt samfund er meget større og meget mere omfattende, end vi kan etablere her og nu. Men det er et uhyre vigtigt element, for det er en måde at give hinanden sikkerhed på i livet. En samfundsfunktion som giver os fornemmelsen af, at der er nogen, som sikrer at vi holder kontakten med de rammer vedlige, som virkeligheden er fattet i.
Hele denne rituelle støttestruktur er stort set gået tabt for de vestlige samfund. Dette ligger funderet i konflikten mellem religion og spiritualitet. Mellem tro og spirituel erfaring. Man kan direkte studere kulturernes forfald gennem at studere hvordan religion har bekriget og fortrængt shamanismen. Det har på ingen måde være en gratis omgang, for vi har tabt sammenhængen med virkelighedens store rammer.

Tiden i en ny krop er tiden hvor man lærer nyt og hvor man prøver kræfter med mørket.
Det første mørke man møder i sit nye liv, er glemslens mørke. Med en ny krop følger amnesia, man glemmer hvor man kommer fra og hvad man har sat sig for med sit nye liv. Man kommer ind i et liv, hvor de voksne i stor stil også lider af hukommelsestab, og måske mærker man følelsen af at være helt på egen hånd, udsat andres vilkår. Og det kan være stærkt skræmmende.

Det shamanske fødselsritual
Derfor er det første ritual, som shamaner udfører, et ritual til den nyfødte. At hilse den nyfødte i denne virkelighed velkommen, og at vise forståelse og respekt for den beslutning, det er at indgå i et liv, som ofte er forbundet med uforståenhed og lidelse.
Man hilser den nyfødte velkommen og lyser vejen gennem et nyt liv op.

I den anden ende kommer
de shamanske dødsritualer
Efter et liv i ofte stor lidelse løsner vi os fra kroppen, men hvad der sker derefter er måske atter en alenegang. En krop på en hospitalsgang, en forlegen familie som måske med gru og gys ser på en voksfarvet stiv krop, som ligger tilbage. Og atter en situation hvor det man ser, ikke er det, som virkelig sker. Det er her, at shamanen er den, som formidler virkeligheden. At den afdøde lever og har en mulighed for at tage afsked med de pårørende, at begynde sin vandring mod lyset uden at mærke følelser fra de efterladte som binder og tynger. I stedet at kunne tage afsked i frihed og med kærlighed.
Shamanisme udfører 2 hovedritualer: 7 dages ritualet og 49 dages ritualet. Begge tager de vare om, at der udvikles rene og frie bånd mellem den afdøde og de, som stadig har en krop. At udvikle forståelse for, at der ikke findes nogen virkelig adskillelse, at der ikke er noget her og der, men et og det samme område, og at man kan slå en bro til de afdøde som kan være til gavn for begge parter.

“Ritualer er en måde at kommunikere på, så kommunikationen bliver synlig både for mennesker og for ånder.Ritualer er et vigtigt element i shamanisme. Gennem ritualer involverer vi væsner og verdener”.

Årstidens ritualer
Vi har stadig rester tilbage af ritualer, der var værdifulde for vore forfædre. Årstidens ritualer var en lejlighed til at tune sig ind på Jordens spirituelle virkelighed. En lejlighed til at udføre handlinger, der havde rensende og forløsende virkning på individ og samfund. Af disse har vi stadig: fastelavn, påske, Sankt hans og jul. De har været elementer i en større cyklus af markeringer i årstiden. I dag har disse ritualer stort set mistet deres kraft. Vi forstår dem ikke, som vi engang forstod dem. De årstids bestemte fester vi har, passer fint til at samfund, der bygger på underholdning og virkelighedsflugt, og egentlig er de kun økonomiske interesser, der er drivkraften bag dem i dag.
Men det behøver ikke at være sådan. Vi kan sagtens skabe meningsfyldte ritualer i hverdagen igen.

Her et forslag fra shamanismens verden,Fastelavn på en meningsfyldt måde
Maskefesten:
Hvad med at tænke hele det forgangne år igennem? Og prøve at opdage alt det ved en selv, som man ikke bryder sig om. De dårlige sider der stikker hovedet frem en gang imellem, de negative sider, falskheden. Se det ærligt i øjnene og at lave en maske der ligner alt dette, som man ikke er så stolt af. Så sætte musik på og danse disse sider frem.Et danse-ritual som så afsluttes med at trække masken af, og på samme tid forestille sig at man også slipper det, masken står for, og brænde masken på et bål. Derefter danse den man er uden skygger. Og starte det nye år på en renere basis.
På den måde kan en fastelavn sagtens blive en meningsfyldt årstids-terapi. Og for den sags skyld ligeledes de andre årstids-ritualer

Ritualer for og med naturen
Til shamanens arbejde hører ligeledes at opretholde forholdet mellem mennesker og natur. At holde kontakten ved lige, den kontakt som vi, grundet vores ignorance over for omverdenens spirituelle virkelighed, helt har forsømt.
Shamaner i alle lande plejer forholdet til naturens kræfter med respekt og trofasthed.

Hvad skal der til for at udføre ritualer?

Hvis man forbereder et stykke shamansk arbejde, som et ritual er, begår man ofte den fejl, at man glemmer, at man ikke er helt alene i verden. Derfor må man starte med at henvende sig til den helhed, som vi nu engang lever i.

I åbningsritualet
åbner vi dørene til andre verdener og udtaler respekt for de væsner, der bebor dem. Vi inviterer vore venner og forbundne til at ledsage os, og stemmer os således ind på virkelighedens mange facetter.
Uden en bevidst åbning vil en rejse tit forløbe uklart. Selve udformningen af åbningsritualet er som regel forskelligt afhængig af, hvem der udfører det. Men indholdet burde stort set være det samme. Åbningsritualet er det formelle udtryk for, at kontakten og dialogen med åndernes verden påbegyndes. Som regel henvender man sig, understøttet af rasle, tromme, sang eller fløjten til de 4 verdenshjørner og til de 3 verdener. Det sker i erkendelse af, at man ikke er alene i verden, men at man er beredt til at indgå en dialog, med hvem man end møder på sin vej. Da man, samtidig med at man rejser i åndernes verden, befinder sig i den almindelige verden, er ritualet en invitation til de åndelige væsner og energier til at være blandt os. Når vi er vendt tilbage fra rejsen, udføres ofte et afsluttende ritual, et lukke ned ritual, hvor man tager formelt afsked med de verdener, væsner og energier, som man har været i kontakt med.

“Shamanske Grundritualer fokuserer og forstærker intentionen. Hermed bliver kommunikation med tilværelsens kræfter muligt”.

Pueblo indianere i det sydlige USA bruger at strø et spor af majsmel ud af huset, så ånderne kan finde vej ud. Det er vigtigt efter rejsen at etablere en god jordforbindelse, så man bagefter kan bevæge sig i den almindelige verden uden at komme galt af sted.

Ud over disse grundritualer, findes der et stort antal specifikke ritualer til helt egne formål. Disse finder anvendelse under det, som man kan kalde shamanismens arbejdsområder, specielle rejser og formål.