Shamanisme og døden

At leve efter døden.
Sjæleverdenens tilstand er noget, som vi skal forholde os til. For det øjeblik, hvor vi er færdige med dette liv, bliver vi nødt til at finde os til rette i den spirituelle realitet. Har vi levet og udlevet vores værste sider, så starter vi efter døden i de tungeste segmenter af den sjælelige verden. I religion kaldes det for helvede. I shamanismen kalder vi det for underverdenen. Den nederste, tungeste og mørkeste del af sjæleverdenen. Der er her mange nuancer af mørke, gråtoner og lys.
Har du levet et liv i borgerskabets favn, så vil du nok starte i en verden, der i sine billeder minder meget om den, som du kom fra. Det er den egentlige mellemverden. I den øverste del af sjæleverdenen kommer du til at tilbringe en del “tid”, hvis dit liv har være præget af din stræben efter at bringe lys ind i din tilværelse. I religion kaldes det for paradiset, men også her kan man møde illusionerne, og så er det, at det bliver de selvtilfredses paradis. Endnu en illusion for dem, der tror, at de har fundet evighedens fred og ro. For intet vare evigt, og der er ingen stilstand, heller ikke her. Før eller senere bliver man hældt ud igen og ned i et nyt liv, måske igen ned i en tilstand med hukommelsestab, hvor kun følelsen af længsel efter noget lysere og lettere lever.

Efter døden bestemmer din tyngde, hvor du flyder hen.
Man kan bruge billedet af en som fisker med en prop og et blylod, som kaster sin snøre ud i en sø. Proppens materiale og loddet, der hænger på den, vil bestemme hvilket segment af søen, som den vil kunne befæste sig i.
Det er blyloddet (den sjælelige tyngde) som det tyngende element, der vil afgøre, hvor dybt den vil søge ned af.
Omvendt er det korkproppen (sjælens andel af lethed) der vil bestemme, hvor højt du stiger.
Det første der bestemmer er det tyngende element, den tunge karma vi har med. Den vil holde os ned i områder i underverdenen, hvor tyngden passer til det, vi medbringer.
Først når vi er fri for tyngde, vil vi søge op af. For intet er for evigt, og efterhånden vil enhver tyngde opløse sig. Derefter stiger vi op af som en korkprop, og vi vil stige så højt og så længe vores lys og lethed bærer os. Derefter opløser også denne (gode karma) sig, og så starter en ny nedstigning og et nyt liv.

Livet og dermed også døden er rig på illusioner
Dette er noget, som de fleste spirituelle retninger overensstemmende prøver at fortælle os, når de siger, at vi lever i en illusion. For det gør vi. De illusioner vi lever i, er naturligt nok rettet mod sanseverdenens objekter. Når vi dør og mister kroppen, og dermed muligheden for at bruge kroppens sanser, retter vore forestillinger sig ind efter sig selv. De har ikke mere et sansemål, men kun en forestilling. Egentlig den samme fejl som vi begår, mens vi er i live med en krop. Tag et eksempel: en person som er voldsomt jaloux, og som kan forestille sig de mest uhyrlige ting, som hidser ham/hende voldsomt op, har en konkret person at rette sine vrangforestillinger mod. Efter døden og uden en krop er den mulighed ikke mere tilstede.
Men forestillingerne er der stadigvæk, måske endda i stærkere form. Nu lever man virkelig i den verden, som man skaber ved hjælp af sin forestillingsevne.

“Set herfra er der ikke nogen forskel om man har en krop eller men ikke har en krop mere. Man lever allerede nu i sin egen himmel eller i sit eget helvede. Dette er sjæleverdenens billedskabende virkning. Vi skaber allerede nu selv den verden, vi til at begynde med kan møde, når vi dør. Når vi ved det, har vi også muligheden for, lige her og nu, at skabe en forandring ved at rydde op i vores egen verden, og ved at skabe lys i den.
Derved kan rejsen efter døden blive til en rejse fra illusion til afklaring og oplysning”.