Bio & Præsentation
Baggrund:
To års basis studier i Teologi
Bachelorgrad i Religionsvidenskab
Kandidat i Antropologi, med speciale i medicinsk antropologi og ekstatisk religionspraksis.
Autodidakt Kunstner / Magisk Kunst Findes Faktisk / Rhesus Positiv / Det Falske Dyr
I 2019 fandt jeg Svend… og hjem. Himlen og Jorden være lovet, har jeg lyst til at synge. For inden da havde jeg været på en ørkenvandring, omend lærerig og fuld af oaser, søgende efter ægte shamanisme. Tvivlede på at der endnu eksisterede virkeligt oprindeligt shamanisme herhjemme i Danmark. Fra mine studier og forskning i mysticisme, animisme, alkymien og ekstatisk religionspraksis i det hele taget var jeg klar over at et New Age inspireret shaman-tromme weekend kursus ikke var ’the real thing’ og slet ikke det som jeg søgte. Men jeg var ikke i tvivl om at der findes en guddommelig virkelighed. Eller rettere at virkeligheden er guddommelig. Jeg kunne mærke det dybt inde i hjertet. Men jeg kunne ikke kanalisere det ud selv. Heller ikke universitets studier, ej heller via alverdens bøger. En dag sagde jeg højt ud i æteren: ’jeg har brug for en læremester, en som kan vise mig vejen.’ Det gjorde jeg tre gange, da jeg vidste at det var sådan man gjorde, i magiske traditioner, eller hvis man vil være muslim…
Der skulle gå endnu et år inden jeg faldt over shamanselskabet.dk. Jeg kunne straks se at denne side, at dette sted var noget andet end resten. Så jeg skrev: Vær hilset Svend Dørvogter… og resten er historie. En saga som bestemt er værd at fortælle; for mit liv ændrede sig radikalt, som i fuldstændigt og alt det som jeg troede kun var historier, eventyr og fantasy, det blev min virkelige virkelighed. Det findes, det er…eksisterer alt sammen…intet findes uden for bevidstheden.
Men lad mig her præsenterer det, som det hele drejer sig om; nemlig hvilken del af shamanismens umådelig store verden som jeg er blevet udlært/indført i og kaldt til at udforske, praktisere og generelt udbrede. Indtil videre. For færdig- (uddannet – hvilket frygteligt ord!) dannet som shaman, det bliver man aldrig. Så stor er nemlig bevidstheden, universet og evigheden.
Plante-Shamanisme
At arbejde med planteånder er en vigtig del af klassisk shamanisme. I sydamerikansk shamanisme, som har en ubrudt tradition, er denne form for shamanisme central. Her bruges planter til ritualer og ceremonier med det formål at helbrede og kommunikere med åndeverdenen.
Vi har i Nordeuropa også haft denne form for shamanisme, omend under andre betegnelser. Det essentielle er brugen af planter kombineret med kommunikation med planteånder, til at helbrede og blive klogere. Evolution er kort sagt et bevidstheds anliggende.
Viden om medicinplanter og svampe er et stort område som vi i Shamanselskabet vurderer er umådeligt vigtigt for menneskeheden. Den viden som er gået tabt siden industrialiseringen samt ødelæggelsen af Moder Jord er et ’hjerte’ anliggende for shamanismen. Det handler grundlæggende om udvidet bevidsthed og genoprettelse af jordens hukommelse.
Healer & Helbreder
Shamanens uvurderlige bidrag til det omkringliggende samfund, har siden tidernes urmorgen været at hjælpe folk med at overvinde den ubalance som sygdom, lidelse, sorg og død forårsager. Shamanismens metoder hjælper ikke blot med at genfinde balancen hos den enkelte, men arbejder også med at etablere en kollektiv harmoni efter naturens forbillede.
For mig betyder det at heale, at tilføre for at genoprette en tabt balance eller ligefrem at gøre stærkere. At helbrede har en noget bredere og dybere betydning. Ordet har rod i det oldnordiske. Det bruges ikke så ofte mere, hvilket både afspejler den manglende forståelse for begrebets baggrund i vores forfædres mytologi og uddrivelsen af forståelsen for helheden (holistisk, igen et engelsk ord) til fordel for det partikulære, dvs. symptombehandling.
Lægevidenskaben er dygtig til at lappe kroppen sammen, ingen tvivl om det. Men det halter med at forstå den sjælelige side af vores jordiske eksistens og den enorme betydning, det indre har for det ydre og vice versa.
For oprindelige befolkninger, vores egen forhistorie inkluderet, var det at miste noget af sin sjæl, det som man frygtede mest af alt. End ikke døden kunne hamle op med denne mangel tilstand. Det er jo også bedst at have hele sin sjæl med, når man skal herfra. I Sibirien hvor Shamanselskabet, (læs: min læremester Svend) har hentet sin viden, er der en ubrudt shamanistisk tradition som arbejder med netop den teknik som hedder soul-retrieval. Det vil sige, at shamanen rejser ud i åndeverdenen med det formål at finde klientens tabte, glemte eller stjålne sjæledel. Det er interessant, at det vi i det moderne vesten mest døjer med netop er psykiske lidelser.
Det er som om at mængden af bøvl er konstant. Vi skal åbenbart gennem lidelse i en eller anden form her i denne dimension.
Ekstraktions-healing er en anden stor shamanistisk teknik. Her er der tale om ’ting’ der er påført klienten. Det kan både være af mental eller følelsesmæssig art, som skaber ubalance og lidelse. På godt dansk vil det sige en uddrivelse, slet og ret.
Undervisning og Foredrag
Det er umådeligt vigtigt at udbrede kendskabet til det shamanistiske verdensbillede. Det har faktisk aldrig været mere presserende end nu. Det gode ved situationen er, at mange flere er blevet klar over den disharmoni, som den industri-kapitalistiske kultur har medført. At vores afhængighed af teknologi har en dyster inhuman konsekvens, vi slet ikke forstår dybden af. Mange fornemmer det intuitivt. Måske er det derfor du læser og undersøger Shamanselskabet? I det shamanske fællesskab forstår vi værdien af cirklen versus pyramide-strukturen. Vi arbejder på at fremme forståelsen for at alt er levende, har bevidsthed og fortjener derfor en ligeværdig opmærksomhed. Vi forstår at menneskets selvhøjtidelighed er vores største fjende, både individuelt og kollektivt.
I et stort perspektiv vil alle have gavn af det shamanistiske verdensbillede. Alt og alle vil profiterer, lige fra kålormen til jordens kommende slægter af mennesker.
I et noget mindre perspektiv, omend ikke mindre væsentligt, da undervises der i shamanistisk bevidsthed og tilhørende teknikker, for alle som føler sig draget. Ofte er følelsen af naturens vældige skønhed og brølende kræfter et sikkert tegn på, at man har et hjerte som banker i takt med shamanens tromme. Andre genfinder i shamanens raslen både sig selv og regnens meningsfulde rislen, så fuld af glæde og frugtbarhed.
Det er et verdensbillede eller et kosmos som svinger med vores sjæle og danser med vores ånd, hvis vi tillader os selv at træde ud af overfladens skygge; tidsåndens golde fængsel.
Der er heldigvis altid en vej ud af sumpen; for selv i det mest tilmudrede og tilmurede menneske kan der findes en rebelsk gnist. I Shamanselskabet har vi den gamle ild og står klar med faklen, som kan tænde bålet.