Ånder

I en gammel shamansang synger shamanen således:
“Jeg har ånder, ånder har jeg, jeg jeg jeg.”

Ånder er venner for shamaner, ånder er erfarne vejledere, er lærere i en større virkelighed.
Shamanisme uden ånder er utænkeligt. Det vil i så fald være rent akademisk, en slags antropologi måske?
Er man usikker på ånder, så bliver det svært at være shaman. Ånder er som du og jeg. De har også en krop, den er ikke fysisk, men synlig det er den alligevel. At være en ånd er en naturlig del af udviklingen, ligesåvel som at have en fysisk krop er det.
Ånder er nok aldrig tidsmæssigt up to date, for de er altid fra en anden tid, end dem som har en fysisk krop.
Tid og krop er begge store størrelser i tilværelse, som fortjener at ses i et stort perspektiv. Al form er udtryk og er krop for det, de udtrykker. Alt hvad vi kan se er krop. Meget af det, vi ikke kan se er også krop; vore tanker som bruger ord og således får en krop, et udtryk. Tal er kroppe for dynamiske begivenheder. Farver er kroppe for energi. Energi er krop for bevægelse, og bevægelse betegner vi som tid, for at kunne relatere til vores opfattelse af evolution.

At være forbundet.
Vi er forbundet med hinanden, med vores omverden, med alt hvad der findes, gennem bånd. Vi har bånd til hinanden.
Vi er forbundet med bånd, der sidder som tråde på kroppen. Set shamanistisk er vi som et garnnøgle med tråde ud til alle retninger. Et slags pindsvin med tråde ud i rummet.
I den anden ende af trådene finder vi dem, som vi er forbundne med.
Vores forbundenhed med andre er noget, som både på bevidste forhold såvel som på forhold, vi ikke er bevidste, at vi har.

Vi er forbundne med dem, som lever omkring os og som har en krop, såvel som vi er forbundene med dem, som ikke har en krop mere, dem vi betegner som afdøde eller som ånder.

Disse bånd er tilstede på kroppen,… et eller andet sted sidder der et bånd, en tråd.
Vi har også bånd til større enheder som f.eks. til naturen også selv om vi ikke bruger forbindelsen i dette liv.
Og vi har bånd til en stor bekendskabskreds, som vi har etableret gennem adskillige tidligere liv, hvoraf måske kun et fåtal er i en krop lige her og nu.
Derfor er der mange bånd som er uden aktivering.

I den praktiske omgang med shamanismen lærer vi at aktivere bånd.
En af de nemme måder at aktivere et bånd på er at bruge:

Shamanismens magiske sætning
hedder: “Jeg forbinder mig med….”
Gennem denne sætning aktiveres de bånd, vi har til, hvad vi end ønsker at forbinde os med.
Bruger man den bevidst, er den en kæmpe hjælp i hverdagens gøremål. Men for at den skal være effektiv, skal den have følgende ingredienser med på vejen: energi, motivation og et formål. For et bånd er som en slags lysleder, der skal være en ren gennemgang. Jo renere gennemgang jo stærkere er signalet, jo bedre går kommunikationen gennem.
Dette gælder i øvrig alle de bånd, vi har til hinanden, jo renere kanalen er jo bedre er kommunikationen igennem vores bånd til hinanden.
Dette gælder i høj grad også vores forhold til tilværelsens store kræfter og ånder.
Er kommunikations vejen ren er signalerne enkle at læse.

Kommunikationen kan startes med shamanismens magiske sætning, og den med stor gavn f.eks. lyde således:
“jeg forbinder mig med jorden”. eller “jeg forbinder mig med…(et bestemt træ).
Man finder det bånd, som bliver aktiveret et sted på kroppen, og åbner sig op for de forskellige lag af kommuniketion, der er på tråden.
Det starter ved stedet på kroppen, så kommer energiaspektet.: hvordan mærkes energien?, følelsen kommer dertil, vision kommer dertil. Der kommer billeder på og der kommer måske indsigter også. Altsammen elementer af kommunikation, som starter med en simpel sætning: jeg forbinder mig med.

At bruge bånd og farver.
I Sibirien har man et veludviklet forhold til bånd. Man bruger at fæstne forbindelsen ved at bruge tøjstrimler eller farvede sjaler (khadak) som man fastgår på træer eller til sten og klipper. Disse bånd et forsynede med en bøn, et budskag et stykke kommunikation. Man ærer træer med bånd.

En åndeantenne fra Tuva