At øve shamanisme

Al kunst er svært og må øves. Shamanisme er ingen undtagelse, nærmere tværtimod. Vil man arbejde sig ind i shamanismen må man investere masser af tid hver dag. At øve er noget som man skal kunne lide, ellers kommer man ingen vegne. På det mest basale grundniveau øver man mindst en time, hver dag. På de avancerede stadier af shamansk praktisering øver man omkring 4 timer om dagen, hver dag. Det er hvad der skal til, før man kan opnå et niveau, hvor man kan få tilværelsens dimensioner til at finde sammen til en enhed. Man øver på faste tidspunkter. De samme hver dag. Udover disse øvetider så øver og praktiserer man selvfølgelig brugen og anvendelsen af øvelserne i det daglige. Ellers er der vel ikke meget mening med dem. Man inddrager måske også natten og dens bevidsthedstilstand i at øve. Når det kommer til stykket har man før eller senere ikke bare øvetimer men man har en regulær øvedag.
Man øver når man går, når man står, sidder eller ligger ned.
Til at begynde med er det shamanens basale teknikker. Man skal lære kunsten at rejse. Senere er det temaer som åbenhed overfor andre eksistensniveauer som f.eks. naturvæsner. Man øver at bygge sin kraft op målrettet. Og man øver den shamanske kunst shapeshifting, at agere i en anden form som f.eks. en ravn, solsort, ørn, bjørn. At tage form som en sky, som vinden eller en vandpyt. Shapeshifting er en kunst med mange formål, en af dem er at lære at ophæve bindingen til sin menneskeform og til det, der knyttes dertil af begrænsninger eller bindinger. Shapeshifting er en shamansk kunst som bruger tid til at udvikles i.
Bunden af shamanens indlæring bliver lagt af øvelser, som skal udvikle og styrke grundkraften, som shamanen skal bruge i sit arbejde. Ofte arbejder man med temaer i l varighed af 1-2 måneder eller indtil det sidder tilfredsstillende. Derefter tager man et nyt tema op, så man kan udvikle sig fremafrettet uden at køre ind i en unyttig rutine. At øve skal være vækkende og udføres engageret, ellers føre det ingen vegne hen.

Egnede øvetider er morgen fra kl. 05-07, 10-11, eftermiddagen 15-17, tidlig aften 19-20 og måske senere ved kl.23. Inddrager man natten, vil søvnfrekvenser på ca. 1 1/2 time markere sig i bevidstheden, og hvilket man kan inddrage i øvelsen.
Hver af de nævnte øvetider er gode tidspunkter, men de er ikke velegnede til den samme slags øvelser. Man kan få meget nytte af dem, hvis man sætter forskellige øvelser ind, som passer til den særlige energi, der råder på tidspunktet. En vel tilrettelagt øvedag vil måtte tage højde for tidspunktets muligheder.

At gå er en velegnet øveform til mange forskellige øvelser. Mens man går kan man øve at skifte sit fokus fra et punktuelt til et periferisk. Her bliver man mere åben over for fænomenet energi og energivæsner. Man kan ligeledes øve at være i det dynamiske Nu, og at stoppe den omvandrende tankestrøm. Når man går kan man øve den glidende bevægelse som den shamanske rejse kræver. Man kan også øve at koble sig på jordens energifelt og bruge det til at få en hurtig og kraftfuld bevægelse med ved at kommunikere med energien gennem indånding og udånding.

At stå, er en af de mest oversete veje til stor kraft. Der er endnu kun få, som benytter den og sætter den bevidst ind. Øvelser som omfatter at stå, kan være en genvej til resultater som traditionelt tilstræbes i meditation.

At sidde, er den klassiske arbejds position i meditation. I shamanisme bruger man alle former for positioner, også¨siddende rejser. Da den shamanske rejse er shamanismens specialitet så forbindes det statiske element, som at sidde med det bevægelige element at glide. Man glider ud af sin krop.

At ligge, har været det, som man i vesten har forbundet med shamanisme. Den shamanske rejse har man altid forestillet sig som værende liggende. Da shamanismen blev reintroduceret (f.eks. gennem Foundation for shamanic studies), blev en blanding af sande og usande forestillinger ligeledes introducerede, som hovedsageligt baserende på antropologers iagttagelser. Men troede at den shamanske rejse skulle udføres liggende. Der er imidlertid ingen belæg for dette. Det er bekvemt at rejse liggende, men upraktisk hvis man arbejder med klienter. De shamaner jeg har mødt i Sydsibirien udfører alle deres arbejde stående og dansende med deres trommer. Jeg har aldrig set en liggende shaman i Sydsibirien. De ser på fænomenet med stor undren.

“At øve og derved at praktisere shamanisme er en måde at får en dyb tilgang til tilværelsens mange lag.
Det er en opdagelsesrejse ud i nye territorier, en opvågningsrpoces, en tilgang til at huske hvem man er, hvor man kommer fra. og hvad man har sat sig for at udføre i dette liv.”