Buddha, shamanen og religion

Shamaner er praktiske mennesker, som må forholde sig til realiteternes verden. Man må forholde sig til sine egne oplevelser, og disse indeholder møder med ånder. Når man ikke støtter sig til tro, men til erfaring, møder man tit paradokset. Shamaner fra et kristent land møder Væsner, som man normalt ærer i lande med en anden spirituel baggrund. For en shaman er det ligegyldigt, hvad man tror eksisterer eller ikke eksisterer. Der gælder det, som virkeligheden bringer. Således møder shamaner også en Buddha eller en Kuan Yin, Avalokatesvara, en jomfru Maria eller Jesus.

Buddhas 8 foldige vej.
Buddha efterlod et hav af belæringer. Disse belæringer blev i de mange århundreder efter hans død overleverede som en mundtlig tradition. Man huskede hans belæringer, og reciterede dem for hinanden. Menneskene på den tid var utrolig godt skolede i at huske, og alle kulturer bevarede på denne tid deres kulturskatte i udvalgtes hukommelse.
Buddhas belæringer kaldes for sutta´er. De må ikke forveksles med sutraer, som er en hel anden slags belæringer, som er skrevet ned på en anden tid. Suttaer indeholder vidnesbyrdet om en Buddha, der i sandhed stråler som den oplyste.
Hans måde at udtrykke sig på er ret moderne, og minder (rent sprogligt) lidt om samtidens græske filosofer.
Sutta´erne er absolut et bekendtskab værd.
Buddha efterlod den 8 foldige vej, som hans anbefaling på en vej ud af lidelsen. Den skal kort nævnes her.
Sætter man de 8 stationer på vejen sammen, kunne den se således ud:

“Den 8 foldige vej er Buddhas anbefaling på en vej ud af lidelsen”.

Den rette synsvinkel(anskuelse) fører til
Den rette tænkning, fører til
Den rette tale, fører til
Den rette handling, fører til
Den rette måde at leve på

De 5 første sætter af sig selv en bølge af aktioner igang, som gensidigt hjælper hinanden.
De bygger på, at man etablerer sig i den første, nemlig at man opnår den synsvinkel og det overblik, der muliggør hele forløbet.

Den daglige kamp på at opnå denne anskuelses position må man tilkæmpe sig ved at øve og praktisere dagligt.
Derfor
Den rette anstrengelse, fører til
Den rette koncentration, fører til
Den rette fordybelse, og her slutter cirklen sig til:
Den rette anskuelse

Den spirituelle oplevelse bliver før eller senere en religiøs oplevelse

“Kommer Guderne og Gudinderne igen?
nej, langt fra…
det er os, der kommer igen”

Interesse for det spirituelle har kun en berettigelse, hvis den praktiserende har en mulighed for at få en spirituel erfaring. Her adskiller shamanisme sig væsentligt fra de religiøse bevægelser. Shamanisme er blottet for teori, den er et rent oplevelses baseret erfaringssystem. Tro spiller overhovedet ingen rolle i shamanismen. Hvad skal man også med tro. Der er ingen anvendelse for tro i shamanisme. Shamanisme er daglig oplevelse af kraftdyr, lærere og spirituelle væsner i den spirituelle verden. Det hører til de første erfaringer, man får på den shamanske vej. Da den egne erfaring og oplevelse er det afgørende i shamanisme, er en “præfabrikeret” tro nærmere en belastning. Da vi opfatte Virkelighed holistisk og i et cirkulært verdensbillede, findes der intet hierarkisk system i shamanismen. Shamanisme er ikke religion, men en vej der fører til oplevelse af de spirituelle verdenen og væsner. Den egne spirituelle erfaring er en forudsætning på den shamanske vej, det er det eneste der tæller, og det der viser, hvor langt man er kommet. Men efterhånden som man kommer ind i dybet af den verden som shamanismen åbner tilgangen for, så viser den gamle sandhed, at alle sande spirituelle veje fører det samme sted hen, sig at være sand. Blandt de ophøjede væsner som du kan møde, viser der sig også sådanne, der egentlig er midtpunktet i en eller anden organiseret form for religion som f. eks buddhismen. Derfor vil man finde shamanske kulturer rundt omkring i verden, der lever tæt sammen med hinduisme, buddhismen, eller kristendom og som deler respekt og hengivenhed for disse store ånder. Og så kan du forenklet sagt, som shaman få en nær oplevelse af Buddha eller andre, uden at tilbringe årtier i et kloster i Thailand eller Nepal. Fra begyndelsen af din shamanske vej, møder du lærere og hjælpere. Fælles for dem alle er, at de besidder den samme følelse. De har medfølelse. Så meget endda at de er beredt til at være dine/vore hjælpere i medgang og modgang, så længe at du selv har en god vilje. Og du kan være sikker på, at de kender dig bedre, end du selv tror, at du gør. Derfor er der i den vestlige shamanisme ingen behov for at nogen af dine medmennesker spiller guru over for dig, Du får alt, hvad du har brug for hos dine egne lærere i de spirituelle verdener.

Gud, Guder og Ånder

Religion handler om guder og om vores forhold til dem.
I nogle religioner må man kun have et forhold til en gud (monoteisme som kristendom, islam, jødedommen), i andre dyrker man forholdet til at væld af forskellige guder (polyteisme som hinduisme). Typisk er religion forbundet med tro, og tro er da også et af de væsentligste forudsætninger for, at religion kan eksistere. Tro kræver ikke andet end accept af troens dogmer. Der kræves ingen personlig erfaring eller berøring, accept er nok.

“Shamanisme er sammen med buddhismen i en hel anden position end religion, for her lægges der vægt på den personlige erfaring, den personlige berøring med det spirituelle”.

Shamanismen kræver fra første færd, at man får et personligt erfaringsgrundlag ud fra berøringen med det, som kaldes åndernes verden. Og med tiden kan man som shamanistisk praktiserende ikke undgå at få et personligt berørings-forhold til de udviklingstrin, som vi betegner som ånder eller guder.
Jeg ved godt, at monoteistiske religioner siger, at der kun er en gud. Men deres skrifter siger faktisk bare, at du kun skal dyrke en gud, ikke at der ikke findes flere. Set med shamanismens briller findes der et hav af ånder og guder. Og ja, de er skam reelle nok. De findes faktisk. Det som er afgørende er kontakten, og hvordan den etableres. I shamanismen lærer du at fokusere din intension. Det er en måde at etablere kontakt på, og her er tro faktisk en rigtig god ingrediens. Hvis du tror på det, du gør, er der stor sandsynlighed for, at det vil lykkedes. En hindu som dyrker Kali, Hanuman eller Shiva vil være i en reel kontakt med disse guder/ånder, hvis intensionen fokuseres målrettet. Ligeledes vil en bøn til Allah eller den som kaldes Gud i kristendommen ankomme, hvis den rette fokusering er tilstede. Det er faktisk også forudsætningen for shamanismens arbejde med ånder, at intension og fokusering er i top, og at de har den rette mængde energi og motivation med.
Så langt er shamanisme og religion i samklang med hinanden. Men der er en faktor i forholdet mellem mennesker og ånder, som har vidtrækkende konsekvenser for dette forhold. En faktor som en øvet shaman kan iagttage, og som har vidtrækkende følger: Vores selviske motiveringers påvirkning på guderne. Ja, hvad er det nu for noget? Kan man nu ikke mere bare bede gud om en ny bil, en ny kæreste, flere penge til et nemmere liv? Det kan du godt, men det har faktisk konsekvenser både for dig selv, men især også for den gud/ånd, som bønnen går til. Alt og alle i denne eksistens er underlagt udvikling. Alle ….også de ånder som vi kalder guder. Fra nederst til øverst er alle underlagt udvikling. Så med shamanens briller findes der ikke fuldkommenhed så længe, man er knyttet til dette univers. Der findes høje grader af udvikling, men en tilstand af fuldkommenhed, hvor udvikling ophører, er der ikke i dette univers. Således er guder også påvirkelige og kontakten med mennesker vil have indflydelse på deres udvikling. Især har fænomenet egoet en stor indflydelse på ånderne. Et ego er et fænomen, som man kun kan opleve, hvis man har en fysisk krop og derigennem oplever en tilstand af at være afskåret fra helheden. At være alene og uden forbundenhed med altet. Det er et enestående fænomen, og hvis man som ånderne ikke kender det fra egen erfaring, kan det virke som en slags infektion på ånderne. Det påvirker deres evolution i negativ retning. Sagt ganske enkelt: Guderne degenererer gennem kontakten med mennesker. Det at blive genstand for tilbedelse påvirker ånder og guder i negativ retning. Det positive ved det er, at det sætter skub i deres udvikling. En tilstand i uskyldig lyksalighed med meget lange intervaller af hvilen i tilsyneladende fuldkommenhed, forkortes gennem berøring med universets lov:
Alt er foranderligt og underkastet bevægelse og udvikling. En bevægelse vi som mennesker har helt inde på livet, for den forårsager lidelse og tvinger os til udvikling, og som gennem kontakten med guder og ånder kaster sine dønninger gennem hele den spirituelle geografi.