Det hellige bjerg Khayrachan

Kamlanye ved det hellige bjerg Khaiyrakan
Solen er ved at gå ned over det hellige bjerg Khaiyrakan, som betyder Bjørnebjerget. Ved foden har flere grupper tændt bål, og sidder nu ved kødgryderne. Stemningen er spændt, for når mørket har sænket sig, vil en af årets store shamanske ritualbegivenheder, den store Kamlaniye en helnats-tromning begynde. Omkring bålene er der samlet deltagere fra forskellige lande i regionen, Khakhasien, Altai, Sydsibirien, Rusland men også fra flere vestlige lande er der deltagere. Langt de fleste er tilskuere, kun shamaner må deltage aktivt i ritualet. Langt de fleste deltagere er shamaner fra Tuva, der er nok omkring 40-45 ialt, aktive vestlige shamaner er der en 9-10 stykker af, mens de omliggende lande er repræsenterede med anslået 15 deltagere. Man trommer og danser til daggry, og det anses for at være en kraftkilde for de næste år ind i fremtiden, så man bliver ved indtil dagen gryr. Der er ikke noget fast begyndelses tidspunkt. Man starter når energien er rigtig. Men det er værterne, de tuvinske shamaner, der bestemmer hvornår tiden er moden. Klokken 23 sker der endelig noget. Den førende tuvinske kvindelige shaman Ai-Churek holder en brandtale der fortæller de omgivende deltagere og tilskuere om etikken og opførsel under ritualet. Talen slutter med ordene: Det er mændene, der tænder ilden. På dansepladsen er der mørkt. Kun et par lamper fra en bil bringer lys over dem. Frem træder en mandlig shaman med en uhyre kraftfuld fremtoning. Mens alle de tilstedeværende shamaner er i fuld ornat, langt de fleste med med flotte, tunge klokkebehængte dragter der ringer og bimler, når de bevæger sig. Hovedbeklædningen er lavet af ørnevinger eller uglevinger og halefjer. De vestlige shamaner og russerne er i bedste fald udsmykket med et farver hovedklæde. Men Lazoe, som han hedder, er iklædt army bukser og t-shirt. Lazoe holder en tale, der priser shamanens forhold til ild. Shamaner vasker sig i ild og renser sig med ild. Og han tager en fakkel af brændende enebærgrene og begynder at vaske sig med flammen. Og han vasker sig godt og grundigt i ilden, og da ilden er hans hjælper, får han hverken forbrændinger eller mærker smerte, skønt han vasker sig ganske grundigt i den nu store flamme. Da han har renset sig i ild, ifører han sig sin shamandragt, og går hen til brændet, der er ved at blive stablet op til nattens bål. Med resterne af enebærfaklen tænder han bålet, mens en anden shaman ofrer mælk til ilden og de omkringstående. Ritualet kan begynde. Dansen er dedikeret til det hellige bjerg, og startes af de lokale tuvinske shamaner, der med deres store dybe trommer og larmen fra deres klokker sætter et sandt inferno af lyd og energibølger i gang. Af respekt og høflighed undlader de udlandske shamaner at blande sig. Dette varer dog kun til det øjeblik, hvor energien er så stor, at alle tilstedeværende shamaner bliver grebet af den, og bliver draget i dens magt. Fra da af er der ingen vej tilbage, man trommer og danser til solen står op. Flammerne slikker højere og højere. Et hvert bål har sine egne former og farver, men da dette bål er på sit højeste, får det form som en brændende shaman af ild med udstrakte arme. Trommerytmen er kraftfuld og maskulin. På et tidspunkt langt ud på natten synker energien i sig selv igen, og efter en kort pause indledes den anden runde, denne gang af de kvindelige shamaner. Runden indledes af den gjaldrende fanfare fra en konkylie, og Ai-Churek dedikerer runden til alle de shamaner der nu hører til de afdøde. Så sætter en gruppe af kvindelige shamaner en ny trommerytme i gang. Denne gang er rytmen blød, graciøst dansende og griber følelserne med sin skønhed, og en for en toner Tuvas hedengangne shamaner frem på den indre billedskærm. Og med et, før man aner det, begynder dagen at gry, tromningen dør langsomt ud, og man ser sig omkring. Hvor der før var tætpakket med tilskuere, er der nu kun en lille håndfuld af de ihærdigste tilbage, af shamanerne fra nabolandene er der 3 russere, af de mange tuvinske shamaner er der kun 8-10 stykker tilbage, hvad Ai-Churek højlydt beklager, men af de vestlige shamaner er der af de 9 der startede 7 tilbage, hvad der skaffede os en del respekt. Da lyset kom tilbage blev de tilstedeværende mødt af stedets ørne, der enkeltvis eller i flok svævede over deltagerne på nært hold. En uforglemmelig nat var til ende, men energien havde tag i alle tilstedeværende