En lille historie om en drøm

Jeg havde en drøm …engang. I drømmen havde jeg en forunderlig, ufattelig skat. En krystal, en stor, gennemsigtig og klar krystal. Det forunderlige og ufattelige bestod i, at der inde i krystallen var en elefant, javel..og det var en ægte og levende elefant. Når jeg betragtede den, så den tilbage på mig med sine rare blå øjne…javel de var skam blå i min drøm. Hvad der var endnu mere fasinerende, var at den inde i krystallen blæste store runde sæbebobler, der skiftede farve, når boblen fløj rundt…inde i min krystal.
Det var en forunderlig skat, den havde ikke sin mage.
Jeg går ned i metroen, ind blandt mylderet af travle tavse mennesker, opsat på at dele oplevelsen af min forunderlige skat. Der står en mand og fumler med sin mobiltelefon. Han virker som om, at han er klog og kender verden. Så jeg går hen og viser ham min skat for,…et klogt mennesket må være den rette til at forstå og værdsætte sådan en forunderlig skat med en rar elefant inde i en krystal. Han kigger irriteret på krystallen med elefanten, og så siger han:” sådan en kender jeg, det er …..bare…,og han betoner ordet bare, så det bliver rigtig tydeligt,.. det er bare en billig souvenir fra tivoli. Den slags kender jeg”. Forundret hører jeg ordene, og må så svare igen. “ Man er selv, hvad man siger, så må du selv være en…bare”. Og så pakker jeg min skat ind igen, og stopper den i min taske.
Længere henne på perronen står der en anden. Han ser ud til at være lidt mere afslappet. Han ligner en, der kan finde på, at fortabe sig i filosofien om livets mening. En, som kan tænke de dybe tanker. Så jeg fatter mod, og viser ham min elefant. Jeg kan se, at der sker noget inde i han. Og ganske rigtigt lægger han an til, hvad der mest af alt lignede en enetale, i foredragsform. “ Hvor er det interessant” siger han” der er der skam en elefant,….inde i din krystal”. Men tænker man over det, så er der måske i virkeligheden slet ikke noget, hverken en krystal eller en elefant”? Atomer, partikler, molekyler og kvantumfelder…det er det, som jeg står her, og kigger på lige nu….hvor fascinerende ”. Skuffet må jeg pakke min krystal ind igen. “Hvis min skat bare er atomer og kvantefelder, så er det også det, som du selv er”. “ Man er selv, hvad man siger” Og skuffet pakker jeg min skat ind igen, og skal lige til at putte den i min taske. Så ser jeg en rar ældre dame, og skynder mig hen for at vise min skat til hende. Hun ser med overbærende venlighed på den og siger: “ Hvor den fin min lille ven, ..hov der kommer mit tog”. Og væk var hun. Jeg er lige ved at give op, så ser jeg en, der ser ud som om, at han har alt den tid, der findes i verden til sin rådighed. Ham vil jeg vise min skat. Han ser den og nikker genkendende, “sådan en kender jeg” . Endelig, tænker jeg, og så kan jeg komme til mit egentlige anliggende. Så jeg spørger ham,” hvis du kender sådan en mirakelsten med en elefant inden i, som har rare blå øjne, og som blæser sæbebobler i alle farver,…” så kunne du måske fortælle mig, hvordan elefanten er kommet ind i min sten”?
” Nuvel” siger manden,” det kan du selv svare på, for det er jo i virkeligheden din drøm denne her”.