Fra en svunden shamansk kultur

Shamanske kulturer ved den amerikanske nordvest kyst.
En hyldest til en stor svundet shaman kultur
Når talen går på de nordamerikanske indianere, er det som regel prærieindianerne, der nævnes. Af uforståelige årsager er der imidlertid kun ganske få, der kender til de kulturelt højtstående indianere, der befolkede kysterne mellem USA og Canada. Stammer som Haida, Tlingit, Kwakiutl, Tsimsian, Nootka siger sikkert ikke meget for de fleste, og dog har disse stammer gennem tusinde års relative uforstyrrethed etableret en kultur og levevis, der er uforenelig med det stereotype billede af indianeren, der er rodfæstet i vesten. Gennem tusinder af år har disse indianere levet ved havet . De er fiskere, og de har boet i de samme byer, og for de flestes vedkommende bærer byerne præg af konstant beboelse gennem lige så lang tid. Det er dog også her, at disse kulturer bliver interessante for os, for her er der ikke tale om en nomadiserende jæger —samlerkultur, men om en bykultur. Det er derfor fristende, at sammenligne denne med en anden bykultur, nemlig vores egen.

Animisme og materialisme

Alle shamanske kulturer er animistiske. Animisme betyder, at man erkender, at alt der findes har energi, liv og sjæl. Yderligere, at denne sjæl er tilgængelig for kommunikation kort sagt, at man lever i et levende og kommunikerende univers. Omvendt, er vores bykultur præget af, at vores forhold til det spirituelle er baseret på tro. Man kan vælge at tro eller lade være, for en umiddelbar oplevelse af det guddommelige er ikke noget, som man forventer som helt naturligt. Det er heller ikke nødvendigt, for det er nok at tro. Egentlig er dette en slags spirituel minimalisme. Derfor bliver animistiske kulturer ud fra vestlig opfattelse betragtet gennem samme briller, man tror, at disse kulturer tror på naturens væsner på samme måde, som man i vesten ( og mellemøsten ) tror på en ( hypotetisk) gud, hvilket er en fatal fejltagelse. I animismen plejer man helt naturligt forholdet til de væsner, der udgør det spirituelle naboskab i dagligdagen. En højtstående animistisk (shamansk) kultur spejler det spirituelle verdensbillede i et helstøbt kunstnerisk udviklet samfund.

Kwakiutlindianerne
Hørte til den absolutte elite blandt de kulturelt højtstående samfund, der boede i et bysamfund. Deres træhuse var udsmykkede med træskærerarbejde af høj karat. Hver af husene havde foran en udskåret søjle, totem-pæl, med de kraftdyr der var familiens hjælpere og lærere. Visse huse var udelukket helliget et bestemt kraftdyr. Det vi i dag kender som ernæringskæden, det at mikroskopiske små levevæsner er føde for større dyr, der er føde for endnu større dyr, der igen fortæres ( ofrer sig) for endnu større dyr, blev udtrykt gennem udskæringer ved dørpartiet, der ofte havde form som en stor åben mund. Når man træder igennem en dør, fortæres man fra den verden, man har i ryggen, og optages i det indre af et væsen, huset. Husene var store, sommetider meget store. I modsætning til vore huse, var det ikke en bolig for ”kærnefamilien”, men en klanbolig. Derfor kunne huset hos nogle stammer være opdelt i mindre lejligheder, men kun i visse tilfælde. Fælles for dem alle var dog, at en stor del af huset var reserveret ceremonie-salen, der dannede rammen om de mange maskedanse og rituelle dramaer, der fandt sted på den spirituelle årstid, de 5 vintermåneder, hvor Nordvestkystens Spirits var mest tilstedeværende. Ligesom i vor kultur, var det også udbredt blandt disse bykultur-indianere, at samle rigdom og velstand. Men her hører sammenligningen straks op, for formålet med at samle velstand var— at skænke det meste af den væk til resten af bysamfundet under en storslået ceremoniel fest, der blev kaldt en Potlach. Afholdelse af en Potlach, var den vigtigste måde, at skaffe sig anseelse på. Da de hvide havde sat sig på Canada, var det vigtigst våben til at knække den indianske kultur på, da også at forbyde Potlach festerne. Husene var som regel rigt udsmykkede med træskærerarbejder, og en dygtig træskærer, var højt anset i disse samfund. Husets redskaber var anbragt i flot udskårne kister, der havde form som klanens kraftdyr, trætallerkner og bestik var udskåret med klanens emblem, ligesom beklædning.

Vinterdansene

Kwakiutl indianerne havde, som de andre nordvestkyst indianere, et meget udspecificeret rangsystem. Kernen i samfundet var de ” hemmelige” lukkede selskaber. Disse var kun tilgængelig for de af samfundet med høj anseelse. Det var dem, der arrangerede de rituelle danse i de 5 ceremonielle måneder. Temaet var ofte åndernes indgriben i den initieredes liv, og man forstod at bruge alle til rådighed stående midler i fremstillingen. Til faklernes belysning udnyttede man til fulde alle visuelle illusioner og effekter. Man havde forvandlingsmasker, der med et enkelt snoretræk kunne forvandles fra menneske til åndemaske. Man havde fantastiske kostymer og masker, ligesom at man benyttede sig af iblanding af snorestyrede marionetdukker i stor størrelse. Der var falske døre i gulvet hvor figurer lynhurtigt kunne komme og forsvinde, og hvorfra lyden kunne sendes op i salen gennem hule rør lavet af tangmateriale. I de ceremonielle måneder får byens højeste mest ansete personer status af shamaner. Dette er dog kun en rituel rolle. Deres kræfter er højst at sammenligne med urtehealerens, men uden at de nødvendigvis besad helende kræfter. Vinterdansene var en af måderne at tilegne sin spirituel kraft på.

Kraftsange
Shamanens kraft blev trukket fra den anden virkelighed. Kwakiutl indianerne kaldte kraften fra dette område Nawalak. Nogle væsner er naturligt begavede med Nawalak, men mennesker må erhvervedenne kraft. Også vinterdansene var en måde, at erhverve Nawalak – kraft – på. Men den mest brugte metode til at erhverve sig kraft på blandt nordvestkyst indianerne på, umiddelbart efter deres shamanske kald var dem bevidst, var at hente kraft på en visions-quest. På en visiona-quest, der ofte kunne vare op til 8 dage, var resultatet, der blev tilstræbt, en magtfuld forbindelse med hans vigtigste kraftdyr, der ofte viste sig direkte eller i menneskelig skikkelse. Det mest værdsatte kraftdyr var odderen, ellers alle de andre dyr, der bebor grænseområder mellem to elementer. Fra kraftdyret får den nye shaman sine sange, og sangene er på en gang kraft og trance. I shamanismen spiller kraftsange en hel unik rolle. Sangene er kraft, de henter kraftelementet fra den ene verden ind i den anden, så kraften kan blive brugt til det formål, som den blev påkaldt til. Kraftsangene kunne ledsage shamanen et helt liv, men hvert år kunne kraftdyret skænke shamanen en ny sang. Sangene blev lært og sunget af shamanens hjælpere, der kom fra hans egen klan. Shamanens arbejde var som helbreder og sjælehenter ved sjæletab. Til helbredelse brugtes ofte et hult rør til at blæse eller til at suge sygdommen ud med. Til sjælehentning brugtes en lille cylinderbeholder. En sådan beholder kan man se udstillet i Nationalmuseet i København. Shamanens klassiske opgaver har her som andre steder været at opretholde forbindelsen med kræfternes og åndernes verden. Udover sang brugte shamanerne i Nordvestkyst områderne selvfølgelig rasler og trommer. Der har aldrig noget sted i verden været så kunstfuldt udskårne raslere som hos disse folk. Raslerne var som regel udskåret i form af shamanens kraftdyr, visse raslere er stadig at se i museer, andre findes der i dag kun billeder af.