Kan man snyde døden, …efter døden?

En dystopisk vision, del 1
Advarsel: Dette indlæg er ikke for sarte sjæle, og det kan forårsaget en urolig nattesøvn. Dette vil jeg her til at begynde med oprigtigt, undskylde mange gange for.
Jeg er godt klar over, at dette indlægs overskrift kan lyde lidt kontroversiel. De fleste vil være fornøjede, hvis bare man overlever døden. Det er kun få årtier siden, at den almindelige holdning til døden var betydelig mere tøvende. Den overvejende og gængse holdning var enten den, at når du dør, så er du bare væk, …pist borte. Mens den kirkelige opfattelse var mere ala kødets genopstandelse, som den blev deklareret i kirkens trosbekendelse. Du (som er din krop) ligger i graven til dommedag, hvor kroppe ( dig ) vil genopstå på mirakuløs vis.
Det var først i slutningen af 1960erne at vores opfattelse af døden og hvad der findes derefter begyndte at ændre sig. Takket være hippibevægelsens søgen efter en større sandhed, har vi i dag en bredere forståelse af hele bredden af dødens tema. Javel lige netop hippierne der som tak for at have forskrækket borgerskabet, fik et tilsværtet eftermæle af borgerskabets holdningsdiktafon aka medierne. I en søgen efter at løse livets gåder gik rejsen mod Øst, der hvor man i tusindvis af år har kultiveret forståelsen af livets runde cirkel. Og efterhånden som tiden derefter gik, så flyttede forståelsen af efterlivet sig fra lettelsen over at sjælen er udødelig til …hovsa der er et liv igen efter dette. Reinkarnation blev hvermands eje. “Hvor fedt, jeg har haft tidligere liv, hvad mon jeg har været”? Den hænger vi lidt på endnu, omend på en lidt barnlig måde. Det er da ret fascinerende at tænke, forskellige liv igennem flere forskellige tider, ek?
Fascinationen varede dog kun kort, lige indtil en tidsindstillet bombe i en extrem slowmotion-agtig eksplosion, begyndte at sende chockbølger ind i det spirituelt søgende fællesskab. Bomben kom gennem forskellige enslydends tekster. Jeg vil godt her nævne Lawrence R. Spencer, da han i sin bog: Alien Interview, lancerer både teorien om Jorden som en “prison planet”, såvel som den tilhørende teori om “the soul trap”. Dermed ændrede euforien over reinkarnation sig til skræk og rædsel.
Prison planet.
ifølge prison planet teorien er jorden et sjælefængsel for de utilpassede i kosmos. Sjælene bliver deporteret til jorden, hvor de bliver frarøvet al erindring, hvilket med jævne mellemrum bliver genopfrisket. Halve sandheder er de værste, for de indeholder altid en del genkendelig sandhed. Ja for hulen da, det element af amnesia er da genkendeligt. Vi er som en slags Sissifos, der i helvedet er sat på opgaven at rulle en sten op af en stejl bakke, for at gang på gang opleve, at den ruller ned igen, og så må starte helt forfra igen.
The soul trap.
Denne tilhørende teori går ud på, at vi efter døden, bliver mødt af fup og bedrag. Kærlige engle, nære familiemedlemmer, kendte steder og omgivelser, alt er gøgl og blændværk beregnet til, at vi fortsætter med at være det, som vi…ifølge denne teori…hele tiden har været i færd med…..nemlig at producere energi til en flok energi-snyltende væsner. Jesu og engle, din mor, og dine kære, ingen af dem holder til et nærmere eftersyn. Filmen The Matrix viser dette dystopiske scenarie. Morfeus viser Neo, hvad det her virkeligt handler om: Energi. Energi som vi selv leverer, der skal bruges til at skabe den illusion, vi kalder virkelig. Altså, vi leverer selv strømmen til fængslet, der holder os fanget. Sandeligt et dystert billede.
Men er det egentlig bare et nyt modelune i den moderne fantasifulde verden? Og har vi en mulighed for at kontrollere sandhedsværdien af dette, lige der, hvor det her finder sted. I efterlivet? Jada, vi har da visse midler til rådighed i dag. Det eneste det kræver er, at vi bliver dygtige nok til at bruge dem. Her er et par velprøvede: Målrettet meditation, den moderne shamanske rejseteknik, den for tiden populære astral projection, tildels også remote viewing. Der er teknikker nok, der kan bruges til at udforske efterlivets verdener, det er blot et spørgsmål om at være dygtig nok.
Kan dystopien bekræftes?
Som det ser ud lige nu, efterhånden som beretningerne begynder at vælte ind, synes svaret at lyde: desværre ja og måske. Vi mødes i efterverdenen af fup og bedrag. Dette gælder med største sansynlighed i hele den nederste og mere jordbundne del af efterlivsverdenen(den nederste del af astralverdenen). Med hensyn til de lidt højere beliggende regioner af astralverdenen, er jeg mere tvivlende. Energien på Livets træ tiltrækker de Ånder og væsner, der har en tisvarende energi. Så den øvre del burde tiltrække mere positive ånder. Men overordnet set, så må vi nok erkende, at vi er bundet fast her på planeten, sålænge vi ikke husker, hvem vi er. Denne amnesia er nok vores største hemsko og udfordring. Det er gennem denne amnesia, at vi er lette ofre for illusioner.
Det vi møder, og som kun er skallen og overfladen af billedet, er vi nok selv ansvarlige for.
“ Neo, you are living in a dreamworld, where nothing that you see is real” Siger Morfeus i filmen The Matrix. Og ja, hvor har vi egentlig hørt dette her før? Det er jo også essensen i buddhismens belæringer om virkelighedens væsen, en viden som man der har levet med i tusinde af år. Men det er først nu, at bomben detonerer her hos os i Vesten.
Det hvide lys i tunellen
Ifølge SOULTRAP teorien møder vi ved ankomsten til efterlivets verden, en lysende tunnel med en dragende kraft. Den udstråler Lys og Kærlighed. Måske mødes vi af engle, vore kære eller sågar Jesus. Vi drager lykkelige ind i denne verden, får ros for vores indsats, og så kommer der uværgerligt et …men…der var altså noget som du gjorde, der ikke er så godt. Det giver dig karmiske eftervirkninger, så …du må ned igen. Så biver du instrureret i dit næste liv, og bye bye, så er du igang igen med et nyt liv i en ny krop. Og javel din hukommelse bliver igen slettet og nulstillet.
Et kritisk eftersyn af prison planet, soul trap teorien.
Der er rigtig mange ting, som vi bliver nødt til at tænke om. Så lad os tage det hele i små bidder.
Hvor længe befinder man sig i efterlivet, før man inkarneres igen?
Ifølge buddhismen er tiden 7 uger, 49 dage. Følger man en afdød på sin vej, så kan dette tidsrum faktisk godt bekræftes. Det der forvirrer os er, at vi og alle andre afdøde efterlader en form, der bliver tilbage og som ligner og har vores aflagte livs egenskaber og karakter. Vores aflagte form bliver en Arketype, der har liv, så længe erindringen om den kan tilføre den energi. Det er derfor, at man kan møde kendte skikkelser, der døde for tusinder af år siden, og som egentlig burde have været inkarneret rigtig mange gange. Deres form findes i efterlivet, og genoplives, når vi tænker på dem, og således tilfører dem frisk energi. En sådan skikkelse/form kan du sagtens føre en samtale med, der mangler bare dens innerste sjæl, essensen.
Således holdes reinkarnationens og det karmiske hjul “maskinen” igang.

En dystopisk vision del 2.
Er der en gangbar vej ud?
To korte fortællinger
Denne første fortælling er fra en Shipibo landsby.
Den handler om en oplevelse, som jeg selv har haft. For nogle år siden var jeg i en landsby i Perus lavland. En landsby i et Shipibo indianer område. En nat vågner jeg ved, at der går nogle forbi lige uden for døren. Jeg åbner døren, er lysvågen og hyber bevidst. Døren åbner sig ikke ud til en smal gang, som den plejer. Denne gang hvor jeg åbner døren, befinder jeg mig på en gade. Der er et større optog af kvinder og børn. Jeg falder i snak med to piger måske i 10-12års alderen. De er vældig søde og venlige børn. Mens vi taler kan jeg se på dem, af de har været døde en tid, og at deres aflagte kroppe er i opløsning i mulden, hvor de befinder sig. Men ellers er de super søde. Mens vi snakker, ser jeg at vi befinder os midt i et optog af afdøde, alle er kvinder og børn. De er på vej ud af landsbyen, og de inviterer mig til at følge med en stund, hvilket jeg gerne gør. Vi går ud af landsbyen, over det sted, hvor der ..normalt …befinder sig en flod. Derefter ankommer vi til udkanten af skoven. Her stopper optoget. Det ser ud som om, at vi venter på noget. Så mens vi venter starter jeg en samtale med nogle af kvinderne. Vi taler om døden, og hvordan vi skal forstå døden. Det bliver tydeligt at vi venter på nogen. Langt ude får jeg øje på det eneste mandlige væsen, der hører til gruppen, og kvinderne spørger, om jeg tror, at han kan klare opgaven, han er sendt ud for at løse. Jeg forstår nu, at hos shipibo indianerne er døden ikke af den slags, hvor man modtages af engle og trompet fanfarer. Det er de slet ikke programmerede til endnu. Manden der nu kommer tilbage til dette optog, er en spejder, en stifinder, der er sendt ud for at finde en gangbar vej gennem efterlivets verdener, en der er gangbar uden fælder og falske lys. Ved stifinderens ankomst samledes gruppen og drager så afsted, og jeg vågner op i min seng.
Shipibo indianernes løsning synes at være at finde en vej udenom alle forhindringer.
Jeg synes helt afgjort, at det er et godt bud på en vej ud. Du skal have en stifinder, der kan hjælpe dig igennem den spirituelle geografi og ud af de tunge energier. En vejviser som kan ledsage dig sikkert gennem usikkert farvande.
DEN ANDEN FORTÆLLING er fra finnernes nationalepos Kalavala,
I den nordiske kulturarv findes der et enestående mesterværk, som alle vågne mennesker burde kende.
Vi taler her om det finske nationalepos Kalevala
Helten i fortællingen er den magiske sanger Wainamoinen, den eviggamle vismand.
Han tilhører samme arketype som Odin og Merlin. Han har oplevet skabelsens begyndelse og er søn af Vandenes moder, den levende æters element.
I fortællingen får Wainamoinen opgaven at bygge et magisk skib. Bygge det af gådefulde dele, uden at røre ved dem med sine hænder. Skibet skal bygges af sang, seidsang lavet af Kraftord. Fint nok, siger han, det lyder let. Men da han går igang med at bygge skibet, opdager han, at der er 3 kraftord, som han ikke kender. Et til forstavnen …begyndelsen, og et til bagstavnen…afslutningen og så et til skroget i midten.
Han drager nu ud i verden for at finde de 3 kraftord.
Grunden til at denne historie er relevant her er, at han på sin søgen lusker sig ind i de dødes rige,…uden at være død. Han søger rundt der, men finder ikke kraftordene der, og desværre begynder han også at glemme hvem han er, og hvorfor han befinder sig der. Da dette går op for ham, søger han at undslippe dødens rige, men ak han befinder sig på en ø, udenom er der hav, og her kommer nu en vigtig oplysning: Her i dødens rige er en ond heks. En der spinner net af jern, en der spinder net af kobber, mens hun sidder ved havets bred. Og her i dødens rige er en troldmand, en ondskabsfuld fyr, han lægger nettene ud i havet. Sætter dem på kryds, sætter dem på tværs. Tusind net af jern og kobber, så Wainamoinen, denne gamle vismand ikke kan forlade dødens rige Tuoni, og hvis han fanges i nettet, vil sidde fast i evig tid.
Men Wainamoinen denne gamle vismand lader sig ikke skræmme så let. Han behersker kunsten at kunne skifte sin form. Han forvandler sig til en …ål, og glider smidigt gennem alle nettenes masker og undslipper. Og læg mærke til, at han undslipper dødens rige, ikke som Wainamoinen, men som en ål. Det er en vigtig pointe til hele dette indlægs tema. Fængselssystemet kan ikke genkende ham, for han rejser ikke i sit egos form og billede, men i skikkelse af en ål, den skikkelse, der er bedst egnet til at glide gennem metalnettenes masker. Også et udmærket bud på en løsning.
Den tredie vej til befrielse fra the prison planet
I buddhismens verden er hele denne problematik ikke noget nyt. De har levet den, og de har øvet denne udfordrings løsning gennem nogle tusinde år. Deres løsning er simpel og vanskelig. Ja den minder faktisk i uhyggelig grad om en af vore berømte kulturskatte …Janteloven. Denne siger som bekendt: Du skal ikke tro, at du er noget” . Javel…men forstå det rigtigt, og helt bogstaveligt. Dette er lige præcis, hvad Buddhas løsning er, at erkende og erfare at egoet er en illusorisk skabning, vi selv har frembragt, og at det er den, der binder os til et evigt roterende reinkarnations liv. Voila, vi er slet ikke så dumme her i Danmark.