På vandring langs Livets træ, Yggs landeveje, del 1

Således begynder Vølven, den tids kvindelige shaman sin beretning om jordens opståen. Om ild og is, og om livets opståen gennem dampen som dannes. En stor beretning fortalt i billedsprog.
“ Hør mig, alle
hellige Slægter,
Sønner af Heimdal,
høje, lave!
Vil du Valfader at jeg skal fortælle,
At I af Vølven skal høre
Folkenes Fjærnsagn,
de første, hun ved.
Jeg kan huske
Jætternes ældste;
blandt dem jeg fordum
fostredes op.
Ni Verdner jeg mindes,
Verdenstræer ni
knejsende Krontræ
som Kim i Mulde.
En Urtid var der,
da Ymer leved –
ingen Sand, ingen Sø,
ingen svale Bølger.
Ej Jord der var,
ej Hvalv derover,
kun et tystnende Tomsvælg,
ingen Tue med græs.”
Det er fortællingen om Livets træ, og om Verdenen der blev til. En fortælling om Træet som jordens struktur. En struktur, bygget op lag på lag, 9 lag ialt, verdener som alle er struktureret som et Træ. Et Verdenstræ.
Ni verdener og ni verdensstræer
Det er værd at lægge mærke til, at Vølven nævner de 9 verdener. Hun nævner ligeledes at der er ni Træer. Det som Vølven refererer til, er jordens opbygning både fysisk, energetisk og spirituelt. En verden sammensat af ni lag eller verdener. Hver af disse 9 verdener har en struktur som et træ, et Verdenstræ. For en lægmand har denne viden ikke den store betydning. Udover selvfølgeligt at vi, på vores vej gennem den cyklus, man kan kalde livet i en krop og livet uden, uvægerligt kommer i berøring med et os tilpasset antal af områder og verdener.
Men for Vølven, der var forne tiders nordiske shaman har det betydning, for de ni verdener skal man kende, for at kunne rejse ind i dem og skue det, som man søger kendskab til.
Et almindeligt kendskab til de ni verdener har mest betydning for os, når vi efter livets afslutning skal ud på efterlivets vandring.
Yggdraksil
Yggdraksil er navnet på et de de 9 lag, som udgør jordens helhed. Det har fået navn efter Ygg, som er et af Odins mange navne. Ygg-drak-s-il, kan man læse som Odins-drage-hurtigt-derudaf-vejsystem. Det er et stisystem der går gennem hele dette lag af træets struktur fra nederst til øverst. Yggdraksil har vejmærker, runer som Odin har præget ind i vejen. Disse runevejmærker er gamle, men de kan stadig findes, og kan friskes op i dag. De er runer i det spirtuelle landskab. De markerer steder og genveje i denne verdens områder, som er hjemsted for alt fra istrolde, sortelvere, Hels beboere, mennesker, jætter, lyselvere, vaner og aser, naturkræfter og store arketyper.
Det var engang ikke usædvanligt, at man har forsynet de afdøde med alle mulige praktiske ting, som man kan få brug for på rejsen. Nyttige ting, kostbare ting, måske heste til at komme afsted med anstand. Det er faktisk en ganske god ide, som vi kunne lære af idag, for alle skabte ting har deres modbillede i den næste verden. Det skyldes at det som får en fysisk form, først eksisterer i en billedlig form i efterverdenen. Selv den skik, som vi ikke forstår idag, hvor medlemmer af den nære familie vælger frivilligt at afslutte deres liv, for at kunne ledsage den afdøde, og være med på vejen. Tænker man over det, så er det jo egentlig en fantastisk uselvisk beslutning, der vidner om trofasthed og…en anden forståelse af livets cyklus, end vi dyrker i dag.
Det hænder ind imellem, at man i ældre grave blandt gravgaverne kan finde noget, som man genkende som et slags landkort. Det kan måske blot være en tegning på et skind. Den afdøde får et landkort med på sin vej gennem en uendelig stor åndeverden. I mere sofistikerede kulturer er der måske i gravkammerets malerier vejbeskrivelser ledsaget af gode råd på rejsen. I dag bruger man stadigt i nogle kulturer at ledsage den afdøde på et stykke af vejen,, så rejsen forløber så godt som muligt. I den tibetanske buddhisme læser man i 49 dage teksten af den tibetanske dødebog. I shamanske kulturer har jeg set, at man ligeledes indretter sig efter, at rejsen tager 49 jordiske dage. Interessant nok ligger de 49 også begravet i den kristne ritual verdens kalender. De 49 dage er 7 uger, som starter fra påsken, og som ender til pinsen. Påske til pinse er et dødsritual, som den kristne mystiker kan meditere med igennem årets gang.
I Norden har vi brugt stærke arketypiske billeder vel vidende at disse billeder vil manifestere sig i den næste verden. Skibssætninger og skibsbegravelser af de som har haft betydning for den tids mennesker. En gravhøj er måske for andre af betydning. Gravhøjen som et billede på Moder Jords runde krop, der får den brugte menneskekrop tilbage med tak, hvorpå den lange rejse starter. Interessant nok har jeg selv i et tilfælde kunne konstatere, at der på en hel gravhøjspalds, var hermetisk lukket nedaf til, virksomt aflukket selv efter 2000 år. Man har måske ville forhindre, at den afdøde ved et uheld forsvinder nedaf og ned i Underverdenen, og bliver fanget der.? Således var på denne gravhøjsplads kun vejen ligeud og opaf tilgængelige.
På vandring langs Livets træ
Om vi vil det eller ej, så er livet med en fysisk krop kun til låns og af begrænset varighed. Så før vi ved af det, befinder vi os på Yggs landevej. Det kan være gennem en almindelig død, hvor vi aflægger en brugt rejsekrop. Men måske får vi en forsmag på, hvad der venter os, hvis vi får en nærdødsoplevelse? Vi kan også tage turen på forskud ved at øve bevidst at erfare denne verden, og så udforske den gennem teknikker, der er til rådighed, som astral projection, meditation, eller at bruge de shamanske rejseteknikker. Det er her, at et landkort bliver nyttigt.
Efterlivets verdener er lumske og bedrageriske. Man går ind i en verden, der reagerer på os, på vore følelser, ved at skabe billeder omkring os. Vi befinder os i en projektion af det, som vi føler. Vi selv er den direkte årsag til vores oplevelsers udtryk i denne indre verden. Dette er også essensen i den tibetanske dødebogs instruktioner.
Rejsen fra bunden af livets træ og videre opaf
Lad os sige, at du får en nærdødsoplevelse. Du befinder dig udenfor din krop og ser nu kroppen udefra måske svævende over den. Du ser dig omkring, ser måske folk der forskrækkede prøver at få liv i din aflagte krop. Mens det sker, ser du dig omkring. Det ser stort set ud som det plejer at se ud….og dog ikke helt. Der er nu noget, som du aldrig har lagt mærke til. Skikkelser, former og farver. Energier der føles gode eller skræmmende. Virkeligheden viser sig i en lidt anden og mere hudløs udgave. Du befinder dig nu helt ned i bunden af Livets træ. Det er nu, at der besluttes, om du skal tilbage i kroppen, eller om du starter din rejse her. Vælger du det sidste, vil du antageligt blive hentet og ledsaget derhen, hvor energien på stedet passer til den energi, som du manifesterer lige nu. Du når lige at ankomme og tanke op, at få nogle gode råd med på vejen, og så kører livet igen sin vante gang derudaf, et nyt liv og tilbage igen, et nyt liv og tilbage igen. Efter hvert liv ankommer du til det sted på Livets træ, Moder jords struktur, hvor energien passer til det, som du selv manifesterer.
Hvis du nu istedet, mens du stadig har en fysisk krop, skulle vælge at være en nysgerrig opdagelsesrejsende, og starte ud på en rejse gennem virkelighedens virkelige verden, så kan rejsen se lidt anderledes ud, da du måske er bedre forberedt på, hvad der møder dig.
Billedsprog er virkelighedens udtryk
Den verden du befinder dig i her, vil uanset hvad altid antage en form, hvormed den kan kommunikere med dig. Sproget der skal tales, er det som du er mest fortrolig med. Du vil se en virkelighed manifestere sig, der dannes af dine innerste overbevisninger. Er du kristen vil du møde det, der tilhører den verden, som engle eller måske Jesus. Således også møder du en hinduistisk verden, hvis du er hindu. Billedikonografi fra de verdener, vi er fortrolige med, ægyptiske, indianske symbolverdener eller den nordiske mytologis billeder, eller om du måske er ateist. Det er den samme verden uanset hvilke forskellige former den antager. Så lad os på denne rundvisning vælge det gamle nordiske verdensbillede og starte en rejse fra bunden af Livets træ og op til toppen.
“Ni verdener og ni træer ved jeg om” siger Vølven, forne tiders kvindelige shaman.
Verdener som hver især er opbygget i tre afdelinger, Underverdenen, Mellemverdenen og Oververdenen.
Underverdenen
I det gamle nordiske verdensbillede er verden skabt af Is og Ild. Hernede i Underverdenen, den underste region, er vi i elementet Is.
Det er den nederste og mere fysiske del på jordens geografi. Materien bevæger sig trægt som tilfrossen is. Det er trangt og alt bevæger si trægt og langsomt der. Her er “murstene” der skaber former og verdener, atomer og partikler med deres hel egne energitilstand.
I det gamle nordiske verdensbillede er verdenen skabt af smeltevandet af dampen der opstår, når urkræfterne Is og Ild mødes. Damp bliver vand og vandet er grundlaget for liv i alle sine former. Vandet danner floden Hvergelmir, jordens livsstrøm, som strømmer fra bund til top af Livets træ.
Hvis vi skulle starte vores rejse gennem de ni verdener her, og har forladt den trygge verden, vores hjem i en by, i et område, i et land, og har lagt den fysiske verden bag os, så er vi ankommet til det sted, hvor Livets vand tager form af damp. Dette sted hedder Nifelheim, tågernes hjem. Det er den nederste del af Underverdenen, og det er her, at råmaterialet til bevidsthedens drømmebilleder opstår. Nifelheim ligger i et ishav, Ginnung ishavet i tåge, kulde og damp midt i det smeltende op-hav til livet.
Her i midten af Ginnung Ishavet kan man finde Isthursernes, “frosttroldenes” strukturer, hvor sjæledele fra vores helhed, som måske har valgt at undvige og flygte, for at undgå en voldsom traumatisk situation, befinder sig. Sjælene fryser til i en drømmeverden. Lidt som i H.C.Andersens eventyr om Den lille pige med svovlstikkerne. Det smeltende is danner damp, som danner floden Hvergelmir. Følger vi nu ruten langs Hvergelmirs eteriske strøm, kommer vi efter Nifelheim til to nye steder. Til højre befinder Sortelvernes rige sig, drømmesmedenes land. Det er hos sortelverne, at “virkelighedens” billeder smedes af Nifelheims tåge. Af denne tåge smeder sortelverne de drømme, som “virkelighed” er formede af. Det selv samme, som i dag kaldes the matrix. Ved siden af, mine damer og herrer til venstre, ligger det sted, her har navnet Hel. Det er det sted i underverdenen, hvor de afdøde, som tiltrækkes af kraftfuld, mørk og tung energi drages hen imod. Således finder vi 3 verdener hernede: Nifelheim, Sortalfheim og Hel.
Hvergelmir danner herefter en slags afgræsning mellem Underverdenen og Mellemverdenen og løber derefter ud i en mose, som man kan kalde for Gjallermosen. Underverdenen og Mellemverden er forbundet med en Bro, der hedder Gjallerbroen. Heimdal siges at overvåge dette sted, og advare hvis der kommer ubudne indtrængne gæster nedefra.
Midgård, mellemverdenen.
Gjallermosen kan man se som et slags rensesystem for den tunge energi fra Hel og fra sortelvernes drømmesmedie. Her på den anden side af Gjallerbroen starter Mellemverdenen. Det sted man først ankommer til, er jætternes område, kaldet Udgård eller Jotunheim. Her har naturens mangfoldige væsner, trolde, alfer, jætter, naturvæsner som lever i naturens energiverden hjemme, hvis de da ikke er på udflugt i den fysiske verden, hvilket kan hænde. I midten af Midgård kan man finde Livets træ. Al energi går herigennem. Det er Jordens midte og menneskets verden på godt og ondt. Som vi nu engang er, så vil vi have en forankring der, mens en højere sjæledel fortsætter vandringen langs livets træ. Inde i dybet af Midgård befinder Vanaheim sig. Det er der naturens overordnede styrende kræfter har hjemme. Herfra stammer de store naturånder Frei og Freia, Njord havets store magtfulde ånd. Men egentlig burde også Thor høre til her, han som er Tordenkraften. Herom beretter historien, at Thor er søn af Odin og…Moder Jord. Så det er måske ikke helt ved siden af, at betragte Thor som halv Vane og halv Ase?
Vanaheim er et lidt forvirrende sted, for stedet befinder sig i Midgård, men er også forbundet til Asgård, der ligger i den næste verden. Mellemverdenen Midgård består således ligeledes af 3 verdener: Udgård Midgård og Vanaheim.
Over regnbuens bro
Midgård ligger mellem to broer. Broen mod Hel i syd, og broen mod Asgård i nord. Over regnbuens bro, Bifrost går rejsen mod Asgård og på en måde også til Vanaheim. Den er ligeledes bevogtet af Heimdal, og hedder Bifrost, regnbuebroen. Vi ankommer nu til den øverste verden i dette lag af Moder Jord, Oververdenen.
Her hvor vi finder Asgård, asernes hjemsted. Der, hvor de modige og de som er lysende og lette i deres energi ankommer. Her hvor Hvergelmirs strøm går til ende, er vi nu nået op på det øverste punkt i dette lag af Moder jord, her hvor tilværelsens arketyper eksisterer i en verden af billeder. Ovenover øverst oppe, er Lysalfernes rige, Lysalfheim. Om dem har den gamle Edda ikke så meget at berette. Det er en verden, som man måske kan forstå som en, der er mere tilgængelig for os i dag, hvis vi drister os ud på en rejse i Vølvens fodspor gennem alle 9 verdener.?
Asaheim (Asgård), Lysalfheim og Muspelheim udgør Oververdenen, og dermed har vi nævnt alle Vølvens 9 verdener.
Men skal vi kunne danne os et overblik, et der kan bruges, er det nu, at vi får brug for et landkort, for den sidste station på denne rejse, Muspelheim, er den direkte modpol til Nifelheims ishav. Lysalfheim er de lysende ånders hjem, mens Muspelheim er ildelementets hjem regeret af ildens hersker Surt.
Men…..sagen er den, at et landkort ikke kan forklare, hvorfor den gamle Edda beskriver, at Muspelheim og Nifelheim befinder sig i begge ender af Ginnung gabets afgrund. Rejsen fra Nifelheim til Muspelheim synes at forgå i en lige linje. Det giver et 2 dimensionelt landkort, og kan ikke forklare Muspelheims geografiske placering. En placering, der skal kunne forklare, hvorfor Ildelementets hersker Surt, ved Ragnarok vil hærge verden kommende nedefra gennem Nifelheim?
Men hvis landkortet krummer og det bliver rundt, en globus, rund og i 3 dimensioner, vil man måske kunne forklare Muspelheims placering som værende både øverst på et 2 dimensionelt landkort og samtidig nederst set 3 dimensionelt?
Der findes en lidt spøjs teori, der måske derved også kan forklare Ragnaroks gåde. Og hvorfor Muspelheims ild kunne drage hærgende op nede fra, skyllende Nifelheims istrolde op imod Midgård?.
Det krumme verdensrums teori. Ifølge denne teori er det, som vi ser som en lige linje, hvis den følges langt nok ud, i virkeligheden en krum linje. Således at hvis man forestiller sig, at man har en arm, der kan strækkes uendeligt langt ud, så vil man kunne prikke sig selv i ryggen, hvis man strækker den tilstrækkeligt langt ud i verdensrummet.
Rummet krummer og således kommer Muspelheim og Nifelheim til at ligge ved siden af hinanden, og ikke i hver sin ende af en lige linje…. Måske