Ragnarok del 2

Ragnarok og de 3 verdener
Som foroven, så forneden siger en berømt hermetisk sætning. Dette gælder også for den begivenhed, der kaldes for Ragnarok. Helheden spejler sig i alle detaljerne, derfor har Ragnarok også en ….mulig proces, der finder sted i menneskenes verden.
Man kan forstå Ragnarok som en voldsom energetisk begivenhed, de rå naturkræfter, nu påvirkede og udløst af begivenheder, der ligner ret menneskelige konflikter, hvis konsekvenser udspiller sig mellem Underverdenens jættekræfterne og gudevæsnerne Aserne. Eddaens verden er gennemsyret af elementerne og urkræfter. På moder jords krop starter den i urkræfternes verden: is og ild. En fysisk verden i naturens maskinrum. Ildens kræfter får en arketypisk form i person af Ildelementets hersker Surt, som udløser en flodbølge i den næste verden, der foran sig driver skabningerne fra den nederste verden, den som er bygget af vand og tåge, og hvis nederste rige hedder Nifelheim. Det er ildens kraft der er brudt igennem og driver underverdenens beboere ud fra huler og huller. En flodbølge drevet af Surt ildens hersker.
Men Ild er en af de to grundkræfter i skabelsen, Ild, og Is. Ikke et element, der er naturligt allieret med Loke. Denne begivenhed kræver at selve ildens element bliver personliggjort som….Vrede. Jætten Lokes vrede…
De der nu drives fremaf af Surt, er ikke heller af ildens element, men de som er fra Underverdenens dødsrige. Fremaf drives Trolde, Sortelvere, fæle jætter fra Underverdenen, Hels beboere og skibet Nagelfar, det skib som er bygget af Hels beboeres negle. Skibets kaptajn er selveste Loke.
Jætten Loke ankommer med en hærskare af skabninger fra Underverdenen, men der nævnes ikke på noget tidspunkt, at der i hans følge skulle befinde sig jætter fra Jotunheim, altså Mellemverdens jætter. Hermed får Ragnarok mere karakter af at være et rent familieopgør mellem:
Loke og hans børn, og Aserne og især Odin.
Loke er en jætte, og dermed i slægt med de elementære naturkræfter. Men han er også blodsbror med asehøvdingen Odin. Han har således et ben i hver lejr. Det mønster gentager sig i hans historie. Han virker i det hele taget malplaceret blandt aserne, da hans gerninger sikkert ville passe bedre i jætternes verden end i asernes. Loke har ligeledes to helt forskellige familier. En familie med asynjen Sigyn hvor han har to børn, og så har han en familie med jættekvinden Angrboden. Derudaf kommer hans tre jættebørn, datteren Hel, der af Odin er forvist til…Hel, Jorm-ungandr, midgårsormen (den som både binder jorden sammen, såvel som den der adskiler Underverden og Mellemverden) samt ulven Femris. Sidstnævnte er ligeledes lidt gådefuld, en jætte-ulv, måske en vredens urkraft? Det er de rå oprindelige naturkræfter, der er i udbrud i et opgør mod den mere forfinede aseslægt og deres forbundsfæller vanerne. Loke, jætten som ikke evnede at begå sig i det “fine” selskab, hos aserne, står nu med begger sine fødder i jætternes verden, nu med hævngerrighed og sikker også skuffelsen over at det aldrig lykkedes han at være en del af det “gode selskab”. Dermed har konflikten endnu et ny facet, som handler om ikke at kunne passe ind. Egentlig et ganske moderne psykologisk drama?
Loke, som var lænket nede i jordens dyb, er fri, hvordan det gik til, fortæller historien ikke noget om. Men fri det er han, og han har smidt sin maske, og vil have den ultimative hævn. Aserne skal udslettes.
Så langt så godt. Der er dog et element, der ikke stemmer i denne forståelse af beretningen. Det springende punkt er ildelementes hersker Surt. Surt er den rensende ild, der nu raser gennem jordens årer.
Som fortællingen skildres, siges der ingenlunde, at Surt er forbundet med Loke. Sikkert er det, at hans ild driver Loke og underverdenes beboere foran sig. Men disse 3 underverdens riger er forankret i Nifelheim, der er af isens element. Surt er i udbrud og bringer således her i begivenhedens første fase undergang til Nifelheims frostthurser, Sortelvheims sortelvre, og Hels beboerne. Alle må forlade deres hjemstavn. Hvilket sikkert passer Loke udmærket. Alle drives ud af deres huller, og styrer nu mod asernes verden på bølgen fra ildens element. Men egentlig har Surt ikke noget udestående med aserne. Ilden er sammen med isen del af det fundament af kræfter, som alle rigerne langs Yggdraksils, rødder, stamme og krone hviler på. Da aserne griber til våben, er der faktisk kun en af dem, der dør for Surts flammesværd, nemlig vaneguden Frei, der er dumdristig nok til at angribe denne ildens urkraft. Det koster ham livet, mens Surt…læg mærke til det blot raser viderepå sin vej.
Det egentlige opgør er ligesom båret fremad ved at Lokes troldehær bruger momentum til at få ekstra slagkraft. Surt er ude i sin hel egen mission, mens Loke denne evige opportunist ser muligheden for lidt ekstra slagkraft..
Som bekendt ender de positive guders møde med de negative underverdens kræfter med, ….det eneste realistiske resultat….at hele molevitten kortslutter, og må …genstartes. Det sørger næste og yngre generation af aser og vaner for, de som overlevede den gamle gardes undergang.
Da støvet sætter sig, og jorden grønnes igen, træder den næste version af mennesker frem. De kommer ud af Moder jords grønne favn. Liv og livslyst hedder de. De træder frem nu og afløser Ask og Embla, menneskenes første (ifølge eddaen) stampar. Menneskehedens version 2.0..er på banen, og overtager stafetten.
Så nu kan historien egentlig godt slutte her. Det gør den stort set også, men man står tilbage med spørgsmålet: hvad skete der egentlig? Hvad var der egentlig med den regnbuebro. Hvorfor og hvordan styrter regnbuen sammen da trolde, thurser og ork-krapylet trampede hen over den? Samme spørgsmål stiller kong Gylfi i Snorris prosa udgave af historien. Og hvad var det egentlig, som fik Surt gjort sur? Så sur, at Surt gik i udbrud? Aserne var egentlig lykkeligt sluppet af med Loke, og underverdens krapyl havde også fred for ham, da han var spærret inde under jorden… egentlig ikke noget at bemærke her. Og hvor er vi så henne, lige nu i denne beretning, som udgør Vølvens spådom? For det er Vølven, der på Odins foranledning beretter hele denne historie til os, her kaldet Heimdals slægter.
Der er masser af ubesvarede spørgsmål og gåder tilbage at løse i denne beretning.Er Surts udbrud måske en accelereret smelteproces kommende sydfra, fra Antarkis forårsagende en flodbølge med ismasser…set fra en materiel synvinkel, og en flodbølge der har sit modbillede i jordens astrale regioner. Eller omvendt måske? En virkning her i disse regioner, som forårsager en reaktion i det fysiske? Forandringer skabes ikke gennem enkelte individers handling, men kan også ses omvendt således, at det er forandring, som først sker i den øvre region, og derefter forårsager at handlinger udføres gennem individer, der læser energien?
Jeg vil gerne understrege, at Ragnarok ikke er indtruffet endnu. Trods diverse krige og verdenskrige og adskillige generationer af politikeres ihærdige gerninger og anstrengelser. Vi er nok snarere ankommet til den mørke tid, Fimbulvinteren. En tid af intens indre formørkelse og sjælelig kulde, en tid med vold og afstumpethed. En tid der danner forspillet for den store genstart Ragnarok.
Men vi kunne være godt på vej.