Universets mørke Moder

I begyndelsen, før verden blev skabt, herskede der mørke. Mørket var den første materie, Moder Materien, hvoraf alting er skabt. I dette første kosmos var der få stjerner, som kastede et spinkelt ly fra en fjern galakse, ellers var alting mørkt og tyst. I denne mørke Moder-Materie rugede altings Moder, hun havde skikkelse af en sort drage. Alt hvad der skabes og vil blive skabt har sin oprindelse i den store Moders rige, Urmaterien. Her starter den shamanske kosmologi ved et udviklingstrin som kan kaldes Solsystemets førfødselstilstand. I Mørket ruger det kommende solsystems Urmoder i skikkelse af en drage på den energi, som er altings form.
Og der blev lys
Og lyset blev bragt af en smuk hvid drage. Dragerne, den sorte og den hvide, dansede en kosmisk yin/yang dans, og skabte vores solsystem. Først af luft og vand som dannede livets energetiske basis. Derefter blev dyrenes essenser, energier fra stjernerne, projiceret ind i jorden. Et ekko i den mørke moder materie dannede deres form, hver især kom de til syne fra et sted på jorden. Men deres oprindelse i stjernerne har de stadig forbindelse til. En erindring herom lever svagt endnu, derfor kaldes dele af stjerneverdenen for Dyrekredsen.

Denne skabelsesberetning er fra min egen vision. Der er mange andre som fortælle lignende eller beretter om andre aspekter af universets skabelse.

Her er endnu er skabelseshistorie.
En kinesisk skabelseshistorie

I begyndelsen var Himmel og Jord en enhed og alt var i Kaos.
Universet var som et stort sort æg, og indeni bar ægget på Pan Gu.
Efter 18000 år vågnede Pan Gu af sin søvn.
Han følte sig utilpas til mode, så han tog sin økse, og slog med al sin kraft på ægget til det revnede.
Lyset brød frem, steg op og dannede Himlen, mens den kolde mørke materie blev forneden og formede Jorden.
Pan Gu stod i midten, hans hoved berørte Himlen, hans fødder var plantede på Jorden.
Nu begynte HImmel og Jord at vokse og udvide sig med stigende hast, og Pan Gu voksede med dem.
Efter endnu 18000 år var Himlen højere og Jorden tykkere, og Pan Gu stod imellem dem som en søjle 9 millioner li stor,
så Himmel og Jord aldrig igen vil kunne mødes.

Da Pan Gu døde blev hans ånde vinden og skyerne, og hans stemme blev den rullende torden.
Hans øjne blev sol og måne.
Hans krop og lemmer blev 5 store bjerge og hans blod blev brusende floder.Hans muskler blev frugtbart land.
De talløse stjerne på himlen kom fra hans hår og hans skæg. Blomster og træer fra hans huds fineste hår.
Hans knoglemarv blev til jade og de fineste perler.
Hans sved flød som den regn, der nærer alt på Jorden, hans tårer dannede floder og hans øjnes lysskær blev til torden og lyn.

” Skabelsesberetninger er også en måde at forstå opbygningen af den måde, som verden er struktureret på. Alle gamle lag ligger stadig i bunden af denne struktur”.